Bedre indeklima med de nye automatiske gardiner

 

November 2006

 

De gamle faste net i siderne af staldene er blevet skiftet ud med gardiner med et automatisk lukke/åbne system. Det har givet en væsentlig bedre luft i staldene. Udsynet er skønt, især når solen skinner. Det bedste er, at de passer sig selv, når de er indstillet korrekt.


Der kan komme lys og luft ind i stalden, når gardinerne er rullet ned.

 

 


 En skøn efterårsdag set fra kostalden …

 

Gardinerne styres af mange forhold

Gardinerne er rullet op på en stang, tilkoblet en motor, som styres af et automatisk reguleringssystem, så gardinerne kører op eller ned, afhængig af vind og vejr. Gardinerne bliver styret af temperatur (inde/ude), fugt og vindhastighed/-retning. Dette system har bevirket at begge stalde har fået et væsentlig bedre indeklima. Båsene kan nemmere holdes tørre og samtidig har det mindsket ammoniakken, når gardinerne er rullet helt ned i godt vejr. I koldt og blæsende vejr er det tilsvarende en fordel, at gardinerne er lufttætte, så kulden og blæsten ikke trænger lige så meget ind i stalden. Gardinerne er transparente, så der også kommer lys ind, når de er rullet op. Det bedste ved dem er, at de passer sig selv. Tidligere skulle man bruge nogen tid på at vaske de faste net, for at have fuld effekt af dem. Eneste ulempe ved gardinerne har været, at man har skullet vænne sig til et mindsket udsyn i perioder, hvor gardinerne er rullet op. Ud mod gårdspladsen har vi undgået dette problem ved at lave et stykke med samme slags net, som vi havde før.

 

 

 … og set udefra ungdyrstalden

 

 

Fremtidige muligheder

Det er muligt, at gemme de målinger af temperatur, fugt og vind, som vejrstationen foretager. Det kan måske senere blive aktuelt at sammenholde klima og produktionsparametre. Det må tiden vise, f.eks. kunne det være spændende at sammenholde vejrdata med udviklingen i mælkens celletal i sommerhalvåret.

 

 

Yderligere oplysninger:

Driftsleder Peter Trier Rasmussen, KFC