Håndteringsgang har øget sikkerheden og sænket arbejdsbyrden i ungdyrstalden på KFC

 

November 2006

 

 

Gennem de seneste måneder har personalet på KFC bygget en lang smal håndteringsgang på 80 cm i mellem de 2 rækker af ungdyrbokse. Der var mange gode grunde til at få det gjort: sikkerheden for dyr og mennesker – hygiejne, smittespredning - sænket arbejdsbyrde – forsøgsmæssige fordele.

 

Tidligere skulle dyrene drives ud på en forholdsvis bred fodergang, hvor der var flere der kunne stå, gå eller løbe ved siden af hinanden. Alle som har arbejdet med kvæg, ved hvad det betyder – risiko for at der er noget der bliver ødelagt – samt det kan føre til glatte gulve med risiko for at dyr og mennesker kan falde og slå sig. Det kan også give dårlig hygiejne med gødningsrester i nærheden af dyrenes fodertrug.

 

 

         

           Et kig hen ad den nye gang

     

 

   Fodergangen anvendt til håndtering af ungdyr

 

 

Sikkerheden er nu væsentlig forbedret

Sikkerheden var en af de vægtigste grunde til at få gangen lavet – det at drive med store, tunge dyr, kan skade både dyrene selv og i endnu større grad de personer der arbejder med dem. På KFC bliver kvier og slagtekalve i perioder vejet en gang om ugen. Det betyder, at der er forholdsvis meget håndtering af dem. Næste år skal der køres forsøg med ungtyre af kødkvægrace. Da de skal gå til en større vægt og ikke er  vant til at blive håndteret vil det være ekstra værdifuldt med den nye gang i dette forsøg.

 

Medarbejderne er overrasket over, hvilke fordele gangen har vist sig at indholde. ”Dyrene er forholdsvis nemme at få ud på gangen, vi kan flytte dem fra boks til boks eller tage dem ud til en vejning, uden at vi skal have dem ud på fodergangen, hvor der efterfølgende var arbejde med at gøre rent og ordne ødelagte foderkasser” udtaler Allan og Jørgen sig.

 

Der er kommet en klar adskillelse mellem de 2 rækker ungdyr. I udgangspunktet går der kvier på den ene side og tyre på den anden, hvilket er en fordel i nogle af de forsøg, der bliver gennemført på KFC. Den fysiske adskillelse vil reducere smittefaren på tværs af stalden

 

For enden af gangen er der installeret en vægt og på sigt vil gangen kunne bruges som læsserampe. Oven på gangen, er der forberedt beslag til en gangbro, der måske kan give et større overblik, når der skal holdes tilsyn med dyrene.

 

 

   

     Vægtenheden, som er en del af gangen

 

 

Yderligere oplysninger:

Driftsleder Peter Trier Rasmussen, KFC