Ny malkerobot installeret på KFC

 

August 2008

 

I dag er den første af tre nye malkerobotter fra De Laval International kommet på plads i malkerummet på Kvægbrugets Forsøgscenter. Robotterne vil senere på året blive tilsluttet overvågningssystemet Herd Navigator, som hidtil ikke har kunnet bruges i besætninger med AMS.

 

 

Præcis kl. 7.00 tirsdag morgen blev den ene af de tre gamle malkerobotter på Kvægbrugets Forsøgscenter lukket ned og fjernet og allerede få timer efter var en sprit ny De Laval robot på plads. Robotten er udstyret med de nyeste faciliteter og yderligere to nye robotter er på vej for at erstatte de resterende to af ældre dato.

 

Skal tilsluttes Herd Navigator

De tre nye malkerobotter skal for første gang nogensinde kobles til overvågningssystemet Herd Navigator, hvilket ikke tidligere har været muligt i malkekvægsbesætninger med automatisk malkesystem (AMS).

 

Forskere ved DJF, De Laval International samt Kvægbrugets forsøgscenter vil nu samarbejde om at få Herd Navigator integreret med malkerobotterne. Dermed bliver systemet testet og afprøvet, så det kommer til at køre optimalt før det føres videre ud til AMS-besætninger i praksis.

 

 

 

Den gamle malkerobot er ude og der gøres klar til den nye malkerobot…

 

De nye robotter er en del af en længerevarende aftale mellem KFC, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) og DeLaval International. Samarbejdet ligger i forlængelse af det samarbejdsprojekt, der førte til udviklingen af Herd Navigator.

 

Kvægbrugets Forsøgscenter har i forvejen mange forskningsprojekter, der arbejder med opsamling af data, som kan anvendes i den daglige styring i fremtidens kvægbrug. Med samarbejdet omkring integrering af malkerobotterne og Herd Navigator vil KFC og DJF fortsat være helt i front i den internationale forskning på området.

 

Se flere billeder fra dagen…

 

Læs pressemeddelelse...

 

… og den nye malkerobot sænkes forsigtigt på plads.

 

 

 

Herd Navigator

Herd Navigator er et overvågningssystem, som ud fra analyser af mælken automatisk giver landmanden besked om køernes tilstand umiddelbart efter en malkning. Måleresultaterne sendes til gårdens pc, hvor de behandles af de statistiske og biologiske modeller, som er udviklet hos DJF. Modellerne beregner risikoen for, at en ko er ved at bevæge sig væk fra en normaltilstand eller er i brunst. Modellerne kan beregne risikoen for mastitis (yverbetændelse), ketose (en alvorlig stofskiftesygdom), proteinmangel eller –overskud samt reproduktionssygdomme (cyster i æggestokkene, brunstmangel m.v.) og brunst, dvs. hvornår koen skal insemineres.

Du kan læse mere om Herd Navigator her.

 

 

 

 

 

Flere oplysninger:

 

Christian Børsting

 

Telefon: 89 99 13 10/22 61 1911

 

E-mail: Christian.Borsting@agrsci.dk