Det går rigtigt godt med avlen på Kvægbrugets Forsøgscenter. I sidste uge fik centret besøg af inseminør Kjeld Nygaard, som overbragte KFC en gave med den glædelige nyhed, at vi er blevet NTM-mestre for Jersey. KFC er valgt ud blandt de Jersey-besætninger i Østjylland, som har haft mindst 20 Jersey-kvier, der har kælvet i perioden fra 1. august 2011 til 1. august 2012. Baseret på forældreoplysninger m.v. på disse kvier har man beregnet avlsværdien, og her har KFC’s Jersey-kvier altså klaret sig bedst.
|
”Det er vi rigtigt glade for, og ser det som et fint resultat af vores tætte samarbejde med racekoordinator, Peter Larson, Dansk Jersey/Viking Genetics, der hjalp os med at finde relevante dyr efter de første år på KFC, og senere da vi skulle udvide besætningen i 2009” udtaler centerleder Christian Børsting.
Der er på landsplan uddelt i alt 10 NTM-mestertitler fordelt på de forskellige regioner. Titlen er ny og udspringer af, at Viking Genetics har ønsket, at sætte mere fokus på NTM, da dette afspejler produktionsøkonomien (se tekstboks).
NTM - det nordiske totalindeks
NTM er navnet på det totaløkonomiske indeks i Danmark, Sverige og Finland. NTM har siden 2008 erstattet det tidligere anvendte S-indeks. Med indførelsen af et nordisk total indeks har alle tyre, kvier og køer samme indeks i alle lande. Værdien af NTM repræsenterer den merværdi, der skabes gennem et dyrs produktive levetid. Den vil være forskellig afhængig af, om den er udtrykt hos hhv. en kviekalv, en tyrekalv, eller en døtregruppe.
Læs mere om NTM på Landbrugsinfo. |
KFC’s Jersey-besætning et besøg værd
Ifølge Peter Larson har Jersey-besætningen på KFC udviklet sig utroligt positivt og meget hurtigt siden KFC’s start. Det gælder både eksteriørmæssigt samt de øvrige egenskaber. ”Jersey-besætningen var i starten lidt belastet af, at der blev avlet efter to forskellige linier – men i dag, hvor der bliver avlet efter NTM og de overordnede avlsmål, er det en fornøjelse at besøge besætningen på KFC – det er som at komme på et besøg i en af de bedste Jerseybesætninger vi har” udtaler Peter Larson.
Dette understreges af, at KFC’s Jerseybesætning ligger blandt top 5 ud af de 10 udpegede NTM mestre.
|
|
|
Også Holstein klarer sig godt på KFC
Ud over de gode Jerseykøer, er der også en rigtig god avlsudvikling i gang hos Holstein/SDM-køer. Her har KFC fået en liste med hele 11 HOL højindeksdyr, med forslag til insemineringer, der kan give potentielle avlstyre – det er jo heller ikke så ringe endda. |