Klovbeskæring og registrering


November 2010

 

 

Der har de seneste par dage været fuld gang i klovbeskæringen på Kvægbrugets Forsøgscenter (KFC). Tre gange årligt kommer klovbeskærerne forbi for at beskære klovene på køerne. Der benyttes undervejs en såkaldt touch skærm til at registrere eventuelle klovsygdomme.

 

 

Medarbejderne på Kvægbrugets Forsøgscenter registrerer mange ting i forbindelse med forsøgsaktiviteterne. Derfor er det også naturligt at foretage klovregistreringer i forbindelse med klovbeskæringerne, som finder sted tre gange årligt på køerne og to gange årligt for kvier over 1 år. 

 

KFC har registreret klovlidelser på Kvægdatabasen siden efteråret 2009, hvor dette blev muligt. Centret har desuden været med i den indledende brug af registreringssystemet, før Videncentret for Landbrug, Kvæg havde den færdige version af registreringsudstyret klar til praksis.

 

Klovbeskæreren i gang med dagens arbejde…

Den robuste touch-skærm velegnet til staldarbejdet…

 

 

Udstyret består af software, hvor der på forhånd er fastlagt en række lidelser, som kan forekomme. Hvis en lidelse forekommer på et dyr, indtastes det, om det er et mildt eller et svært tilfælde. Derudover registreres det, hvilke(t), ben der er ramt. Systemet er gjort brugervenligt ved, at det kan lægges på en såkaldt touch-skærm, der er robust nok til at blive sat på klovbeskæringsboksen. Samtidigt er skærmbilledet lavet, så det er muligt for en klovbeskære at ramme de rette felter, også med handsker på.

 

Systemet har desuden en ekstra sikkerhed i forhold til at undgå fejlregistreringer, idet dyrene i besætningen er indlæst på forhånd. Dermed skal der, for alle dyr, tages stilling til, om der faktisk forekommer nogle lidelser. Dette sikrer, at en ko ikke bliver regnet som et rask dyr, hvis man glemmer at foretage en registrering. Balleråd, såleblødning og Digital Dermatitis er i mange besætninger de mest hyppige lidelser, men der er også lagt otte andre diagnoser klar i systemet.

 

 

Vigtige registreringer

Når klovbeskæringen går i gang, er det altid den samme KFC medarbejder, som står for at registrere eventuelle klovsygdomme hos køerne via touch-skærmen. KFC lægger nemlig stor vægt på, at dette arbejde er standardiseret og dermed brugbart i forhold til at følge status på besætningens klovsundhed. Registreringerne er et vigtigt redskab til at få status på besætningens aktuelle klovsundhed og dermed vigtig viden om, hvilke lidelser der eventuelt skal sættes ind overfor.

 

Alle registreringer ligger i KFC’s forsøgsdatabase således, at disse kan sammenkædes med andre relevante data eksempelvis på områder som laktationsnummer og –stadie, mælkeydelse, foder, genetik og forebyggende tiltag – herunder klovspuling med vand. Dermed er det muligt at følge, hvordan de forskellige faktorer påvirker køernes klovsundhed.

 

Alle dyr i besætningen er indlæst i systemet på forhånd…

Det er altid samme KFC-medarbejder Knud Primdal, som står for registreringerne af eventuelle klovsygdomme…

 

Forsøgscentret har også selv investeret i en hydraulisk klovbeskæringsboks. Det giver KFC’s ansatte mulighed for selv at tage køer under behandling efter behov. Endvidere kan det til tider være relevant at evaluere køernes klovsundhed hyppigt i forbindelse med et konkret forsøg.

 

Status på KFC-køernes klovsundhed

På KFC får køerne i øjeblikket spulet klove hver gang de besøger malkerobotten. Ud over spuling får køer og kvier påført klovplejemiddel fra en rygsprøjte én gang ugentligt. Det forventes, at spuling kan bidrage til at forebygge klovsygdomme og samtidigt er håbet, at man dermed kan opnå en bedre effekt at de klovplejemidler der benyttes.

 

Nuværende status på andelen af Digital Dermatitis (DD) i svær grad ligger på under 1%, mens andelen af milde tilfælde ligger på knap 20%. Det skal her nævnes, at der i dette tal indgår alle dyr med den mindste antydning af DD. KFC har ligget på dette niveau i det seneste års tid, hvor der har været anvendt klovplejemiddel.

 

Landbrugsinfo’s klovsundhedsside kan du læse mere om klovsundhed og registreringer.

 

 

Formidlet med støtte fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram.

 

 

Yderligere oplysninger

 

Christian Friis Børsting, KFC

 

E-mail: christian.borsting@agrsci.dk

Tlf: 8999 1310 / 2261 1911