Hvor nøjagtige er brunstalarmer fra Herd Navigator®?
Et nyt projekt på KFC skal se nærmere på nøjagtigheden af alarmer fra Herd Navigator relateret til brunst. Derfor undersøges forholdet mellem ovarieaktivitet og progesteronkoncentration i mælk hos cykliske køer samt køer med Herd Navigator ® alarmer.
Det nye projekt på Kvægbrugets Forsøgscenter vil undersøge, hvor nøjagtige reproduktionsalarmerne fra overvågningssystemet Herd Navigator ® er. Der vil blive fokuseret på alarmer for brunst, udebleven brunst, follikelcyster samt lutealcyster.
For at vurdere nøjagtigheden af alarmerne skal forholdet mellem aktivitet på æggestokkene (ovarierne) og progesteronindhold i mælk undersøges nærmere. En sådan overensstemmelse mellem de udløste alarmer og de faktiske, fysiske forhold på æggestokkene har aldrig tidligere været undersøgt.
Måling af progesteron Progesteron er et hormon, som udskilles i varierende mængde fra æggestokkene i løbet af en ko's cyklus. Herd Navigator ® måler koncentrationen af progesteron via mælkeprøver fra køerne. Ud fra mælkemålingerne kan systemet således vurdere, hvor en ko er i dens cyklus. Hvis koncentrationen af progesteron ikke svarer til det forventede, kan systemet udløse forskellige alarmer.
Ultralydsscanning
Ved brug af ultralydsscanning kan aktiviteten på æggestokkene følges meget nøjagtigt. I dette studie skal KFC køer, med udløste alarmer for follikel- eller luteincyste, derfor scannes for at sammenholde aktiviteten på æggestokkene med progesteronindholdet i mælken. Derudover scannes 20 køer gennem hele deres cyklus for at beskrive æggestokkenes aktivitet fra ægløsning til ægløsning ligeledes sammenholdt med progesteronmålinger fra Herd Navigator ® systemet.
Eva i færd med at scanne én af KFC's køer...
Scanningsbillede af højre æggestok (ovarie)...
Projektet vil bidrage til øget viden om nøjagtigheden af Herd Navigator ® alarmer for brunst, udebleven brunst og cyster, samt forholdet mellem progesteronkoncentrationen i mælk og æggestokkenes aktivitet hos den cykliske ko. Projektet afvikles på KFC i løbet af foråret 2012 og er finansieret af Biosens .